At male er både en fordybelse i og en udvidelse af nuet, som fører mig om bagom nuet til en evighedsfølelse, hvor tid og sted er ophævet. Maleprocessen er en evig længsel efter et sted, det samme sted dybt inden i, som tager forskellig form og farve alt efter, hvad jeg er præget af, der hvor jeg er i livet, og hvilken tilstand jeg er i, når jeg maler. Oftest er jeg mest tilbøjelig til at male, når jeg er i ro, men processen er også ofte at finde ind til det sted, hvor roen er. På den måde bliver maleprocessen en slags ordning af microcosmos eller en måde at få skabt orden i kaos på, en måde at få sat tingene på plads efter en oftest helt abstrakt orden og logik, jeg ikke selv helt forstår, men jeg ved intuitivt, hvad der er 'rigtigt' eller sandt. Det er en måde at transformere og slukke for støjen, hvadenten den kommer fra mit eget sind eller verden omkring mig. Det at male er en slags 'helle'.

At male er en kontemplativ tilstand, en spejling af mit indre univers, men også et forsøg på at gengive en følelse af noget større inden i, noget større end den lille menneskekrop, en indre natur, et indre hav af en anden verden, som både er et sted og en tilstand, som jeg igen og igen forsøger at portrættere og komme nærmere - eller rettere blive ét med.